Det er efterhånden automatreaktionen, når Meta ændrer i politikkerne på deres platforme: chok, vrede, bekymring.

Men denne gang er Christian Skettrup alligevel mere fortørnet, end han plejer.

Han er digital analytiker hos det nystiftede ReThink Law, der specialiserer sig i krydsfeltet mellem teknologi og jura. 

Nu kan private beskeder fra Messenger nemlig blive delt med Metas kunstige intelligens, Meta AI.

Ønsker man ikke det, skal det aktivt slås fra. For hver enkelt samtale.

»Det er fuldstændig vanvittigt af flere årsager,« lyder dommen fra Christian Skettrup.

For det er værd at være opmærksom på, at ens private beskeder bliver delt med en gigantisk techplatform.

»Nu laver jeg citationstegn om ‘private beskeder’, mens jeg taler, fordi man bør sætte spørgsmålstegn ved, hvor private beskederne er, når de bliver brugt til at træne enorme ai-modeller,« siger Christian Skettrup.

Meta advarer selv

Det er uklart, hvornår Meta begyndte at bruge private beskeder til at træne sin ai, men det blev ifølge det danske teknologimedie Input opdaget af en journalist ved navn Richard MacManus, der driver en blog om internethistorie.

Christian Skettrup – der er særdeles skeptisk over for Metas platforme og ikke har brugt Facebook i flere år – opdagede derfor ændringen hos Meta, fordi det norske Datatilsyn hejste advarselsflaget.

Omdrejningspunktet er den kunstige intelligens ved navn Meta AI. En funktion i beskedtjenesten Messenger, som man kan chatte med samt stille spørgsmål til og få svar fra. Man kan også bede Meta AI lave et resume af en Messenger-samtale med en af sine venner eller byde ind med forslag i en gruppechat.

Under Facebooks retningslinjer foreslås det at bruge funktionen »for at få middagsforslag, når nogen nævner, at de har lyst til mexicansk mad«.

Men gør man dette, vil de beskeder eller billeder, hvor ai-funktionen er blevet brugt, blive delt med Meta AI. Det gælder også, hvis det er den anden person i samtalen, som bruger Meta AI.

Altså medmindre man aktivt slår det fra for hver enkelt samtale. Facebook skriver selv, at man skal være forsigtig med, hvad man deler af følsomme oplysninger.

»For eksempel adgangskoder, økonomiske oplysninger og andre følsomme oplysninger,« lyder det.

At Meta nu selv advarer mod, hvad man deler med hinanden i private beskeder, er »fuldstændig vanvittigt«, siger Christian Skettrup.

En 15 år gammel samtale kan altså blive delt med Meta AI, i tilfælde af at man selv eller ens Facebook-ven eksempelvis beder Meta AI om at lave et resumé af samtalen.

»De skriver om det som en fremadrettet ting. Mange har jo haft en Facebook-profil siden 2008. Det betyder, at næsten 20 år gamle private beskeder potentielt kan indgå i det her datatræningssæt,« siger han.

»Og lige nu er der endda ikke nogen nem måde at slette sine gamle beskeder på. Man kan ‘fortryde afsendelsen’, men det kræver, at man gør det på samtlige beskeder, man nogensinde har sendt.«

Måske har man engang sendt en lejekontrakt med kontooplysninger til en kommende sambo. Delt et kodeord til en streamingtjeneste. Måske endda sendt sit pasnummer til et familiemedlem, der skulle booke flybilletter.

»Generativ ai er på mange måder en black box. Det kan være virkelig svært at få indsigt i, om ens data er blevet brugt i disse modeller, og når det først er inde, er det så godt som umuligt at få ud,« siger Christian Skettrup.

Men dette træk fra Meta danser ikke blot på den moralske grænse mellem rigtigt og forkert. Det kan også være i strid med gdpr-lovgivning, forklarer Christian Skettrup. Han bemærker dog, at det skal efterprøves ved et datatilsyn – eller i sidste ende en domstol, før man med sikkerhed kan vurdere, om det er lovstridigt.

»At det er et fravalg af deling af data og ikke et tilvalg strider imod nogle grundlæggende og fornuftige principper i persondataforordningen. Samtykke skal som udgangspunkt være aktivt og ske på et oplyst grundlag,« forklarer han.

Juraprofessor ved Aalborg Universitet Jan Trzaskowski stemmer i. 

»Min vurdering er, at fordi det er særligt indgribende behandling af data – altså viderebehandling til et nyt formål – vil det i udgangspunktet kræve samtykke.«

Han understreger, at der endnu ikke er retspraksis på området, men henviser til både databeskyttelsesretten og privatlivsbeskyttelse.

»Hele gdpr bygger på nødvendighedskrav. Altså at man ikke skal behandle flere oplysninger, end det er nødvendigt af hensyn til formålet. Og her laver man jo et nyt formål,« forklarer Jan Trzaskowski og tilføjer:

»I og med at det er så indgribende, kan man argumentere for, at det ikke ville være lovligt selv med samtykke.«

Ai-kapløbet er i gang

I 2019 gjorde Mark Zuckerberg – Facebook-stifter og administrerende direktør i Meta – sig bemærket med et blogindlæg om sin »privatlivsfokuserede vision« for Facebook. Brugere skulle kunne kommunikere privat.

»Det var ordret sådan, han skrev om det dengang,« siger Christian Skettrup og påpeger dermed, at der er sket en hel del med Metas platforme siden.

»Der er gået et heftigt ai-kapløb i gang, hvor de store techselskaber kæmper om at udvikle de bedste sprogmodeller. Og Facebook sidder på et stort og værdifuldt datasæt med adgang til milliarder af brugeres private samtaler. Noget tyder på, at konkurrencen bigtech imellem gør, at virksomhederne slækker på databeskyttelsen – til skade for forbrugeren.« siger Christian Skettrup.

Facebook har droppet sine faktatjekkere til fordel for brugergenerede faktanotater, ligesom man har slækket gevaldigt på oprydningsarbejdet i krænkende indhold, deriblandt overgebsmateriale med børn.

»Argumentet var, at det ville skade brugernes privatliv, men det klinger fuldstændig hult nu. Det er nemt at gennemskue, hvorfor de vælger denne prioritering,« siger Christian Skettrup og tilføjer:

»Der er ikke penge i at bekæmpe overgreb mod børn. Det er der til gengæld i at udvikle en sprogmodel, man kan bruge til generativ ai.«

Står det til Nicolas Kristoffersen, vil Danmark næste år skrive historie. En raket skal sendes til rummet.

Det er ikke en ny ambition, som dog endnu ikke er blevet til virkelighed. Men nu er han og selskabet bag kommet et skridt nærmere.

For Esbjerg-virksomheden EuroSpaceport har indgået en aftale med det europæiske rumagentur, ESA – pendanten til det amerikanske NASA.

Det fortæller Nicolas Kristoffersen i et interview med Berlingske, hvor han løfter sløret for, hvornår og hvordan visionerne om et dansk rumfartseventyr skal gå i opfyldelse.

EuroSpaceport vil være »rumfartens lufthavn«, som det formuleres, og vil opsende raketter til rummet fra den danske del af Nordsøen. En såkaldt offshore-raketopsendelse til rummet er ikke set før i Europa.

Og med samarbejdet med ESA har virksomheden nået en milepæl, lyder det.

»Vi anser det for at være en validering af vores projekt,« siger stifter og direktør Nicolas Kristoffersen, der mener, at samarbejdet cementerer, at rumplanerne er levedygtige.

Med samarbejdet følger også økonomisk støtte, tilføjes det.

For det er ikke givet, at der kan sendes en raket i rummet fra dansk jord.

Flere år forsinket

Da Berlingske i efteråret 2023 talte med Nicolas Kristoffersen, lød meldingen, at den første opsendelse skulle finde sted i sommeren 2024 eller i indeværende år.

Planerne, der også blev præsenteret for uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), er dog endnu ikke blevet ført ud i livet.

Hvad er der sket, siden det ikke blev til noget?

»Allerede dengang var det et håb, at det blev i 2024, og nok mere realistisk, at det blev i 2025,« siger Nicolas Kristoffersen og påpeger, at tre årsager har været afgørende for udsættelsen.

Som den første er forklaringen, at arbejdet med at teste både raketten og andet udstyr tager længere tid end forventet, lyder det.

»Derudover er det ganske omstændigt. I både en dansk og europæisk kontekst har vi regulering af mange forskellige ting, og godkendelsesprocesserne er meget arbejdstunge og tager lang tid,« siger han

For det tredje handler det om finansiering, fortæller Nicolas Kristoffersen, der tilføjer, at virksomheden jagter investorer.

»Vi er blevet mere klar til at hente den investering, der er nødvendig, nu vi kan vise, at ESA er interesserede og mener, at det er relevant og teknisk muligt. Og afgørende for europæisk rumfremtid.«

Og gennem samarbejdet med ESA stempler EuroSpaceport ind i et europæisk rumkapløb, hvor en række lande konkurrerer om, hvem der kan blive et europæisk epicenter for rumhavne.

Mens andre europæiske rumhavne som eksempelvis dem i Norge og Sverige er drevet af statslige aktører, har ligget der i årtier, og typisk ligger afsides, da de også har været brugt til mere militære formål, mener Nicolas Kristoffersen, at EuroSpaceport differentierer sig.

»Vi gør det på en anderledes måde end de andre. I stedet for at tage langt væk, bruger vi Nordsøen. Og Esbjerg har hele den forsyningskæde, der skal til,« siger han.

De store visioner realiseres blandt andet i samarbejde med tre af Danmarks største virksomheder – nemlig shippingvirksomheden Blue Water Shipping, offshorevirksomheden Semco Maritime og det tidligere Mærsk-selskab Esvagt med speciale i sikkerhed og support til søs.

»Vi er en ret lille virksomhed, men vi samarbejder med nogle virksomheder, der kan løse denne her opgave,« siger Nicolas Kristoffersen, der har en baggrund som sprogofficer og 12 års erfaring som teknologientreprenør, primært inden for it-startups.

Rumfartens lufthavn

Nu er planen, at den første raket vil blive sendt op i sommeren 2026.

Til den tid skal en raket, produceret af den polske samarbejdspartner SpaceForest, i første omgang flyve 150 kilometer op i atmosfæren, hvorefter den vil komme ned med en faldskærm.

Selve opsendelse skal ske ved, at den 11 meter høje raket transporteres ud i Nordsøen på en pram, som sejles 75 kilometer ud for Esbjergs kyst, hvor opsendelsen vil finde sted.

En opsendelse, der samtidig skal bruges til forskning og skal markere starten på at gøre offshore-raketopsendelser kommercielle i Europa.

»Målet er på længere sigt – det er svært at sætte årstal på – at man også skal kunne sende større raketter op med satellitter,« siger Nicolas Kristoffersen.

For håbet og drømmen er, at Nordsøen skal blive det førende sted i Europa, når raketter skal lette og lande.

Her skal samarbejdet med ESA demonstrere, at EuroSpaceport vil være i stand til at virkeliggøre den ambition, som Nicolas Kristoffersen selv mener kan udvikle sig til en god forretning.

»Der kan sagtens være en interessant forretningsmodel rundt om hjørnet,« siger han og peger på, at en række aktører verden over har brug for et sted at opsende raketter og satellitter til forskellige formål.

Og her skal Esbjerg være et europæisk alternativ til oversøiske aktører.

»Vi vil være rumfartens lufthavn,« siger Nicolas Kristoffersen.

Der er noget særligt over, når alle er på kontoret på samme tid.

En fællesskabsfølelse.

Sådan har den nyligt indtrådte administrerende direktør i Starbucks, Brian Niccol, i hvert fald konkluderet. 

Derfor beder han nu alle ansatte om at arbejde fra Starbucks kontorer i Seattle i USA, Toronto i Canada og andre kontorer i Nordamerika mindst fire dage om ugen. 

Det skriver The Guardian på baggrund af en meddelelse, der er sendt ud til alle medarbejdere i koncernen. 

»Vi arbejder bedst, når vi er sammen,« lyder det i beskeden til de ansatte, der allerede har skullet vænne sig til et krav om, at man arbejder fra kontoret tre dage om ugen.

Men nu ønsker selskabet, at ledere og deres teams skal være endnu mere fysisk sammen. 

Til dem, der vælger at sige op i stedet for at imødekomme de nye krav, tilbyder Starbucks en kontant betaling og en langsom udslusning. Det fremgår ikke, hvor stort det kontante beløb er.

Hjemmearbejde på retræte 

Også flere andre selskaber er begyndt at bede deres ansatte om at vende tilbage fra de hjemmekontorer, der blev særligt almindelige under coronakrisen.

I januar fjernede den amerikanske nethandelgiganten Amazon muligheden for, at virksomhedens ansatte kunne arbejde hjemmefra, og bad alle ansatte om at møde op på kontoret alle ugens fem dage.

En undersøgelse fra Dansk Industri i 2024 viste, at medarbejderes trivsel har gavn af muligheden for at arbejde hjemme, men fagleder hos Dansk Industri Christine Secher fremhævede over for Berlingske, at virksomhederne også har et ønske om at se mere til deres medarbejdere. 

Hele 65 procent af virksomhederne fortalte, at de ville styrke fremmødet ved eksempelvis at forbedre de fysiske rammer og holde obligatoriske møder og sociale arrangementer. Og det har flere gjort. 

I foråret skrev Nykredit også ud til deres medarbejdere, at man ønsker en arbejdsplads, »hvor holdånd og handlekraft trives side om side« – som argument for, at man ville halvere antallet af hjemmearbejdsdage. 

Også ansatte hos danske Joe & the Juice forventes igen at møde op på arbejdspladsen fem dage om ugen. 

Hvis du arbejder hjemmefra, skal du kunne »redegøre for, hvad du skal lave derhjemme«, sagde topchef Thomas Nørøxe til TV 2 Kosmopol.

Man skal være optimistisk anlagt, hvis man trækker Skatteministeriet i retten.

Nye tal viser, at ministeriet vinder over borgeren i 92 ud af 100 sager.

Sådan var det i 2024, da alle sager var talt op på tværs af alle tre instanser: byret, landsret og Højesteret.

»Det er David mod Goliat,« lyder det enslydende fra juraprofessorerne Frederik Waage og Michael Gøtze.

I 2023 var medholdsprocenten på 93 procent i ministeriets favør. De foregående år var billedet nogenlunde det samme.

»Det er et virkelig højt tal. Der er tale om meget ulige forhold, når borgeren må gå hjem som taber i ni ud af ti sager,« siger Michael Gøtze, Københavns Universitet.

Han mener, at det er »et retssikkerhedsmæssigt problem, hvis ikke borgeren har et sted at gå hen med sin sag, fordi kampen rent juridisk synes at være tabt på forhånd«.

Ifølge tidligere Venstre-skatteminister Karsten Lauritzen er uligheden indbygget i retssagerne fra begyndelsen af.

»Når Skatteministeriet vinder ni ud af ti sager, skyldes det ikke, at Kammeradvokaten er et juridisk supervåben, men at Skatteministeriet har ubegrænsede ressourcer og en slags insiderviden om egne regler og processer. Det kan ingen private borgere matche,« siger Karsten Lauritzen, nu direktør for interesseorganisationen Danske Advokater.

Kammeradvokaten er Skatteministeriets faste advokat.

Også ekspertgruppen, der i december kom med anbefalinger til et muligt opgør med kammeradvokatordningen, er faldet over den høje medholdsprocent i statens favør, fordi det skæpper godt i statskassen, når Skatteministeriet næsten altid får ret.

Retssikkerhed har ekspertgruppen ikke beskæftiget sig med.

Domstolene tøver med at udfordre Skat

Ifølge juraprofessorerne Frederik Waage og Michael Gøtze, der begge har arbejdet som dommere, er borgerne imidlertid også af andre grunde bagud på point, når de står ansigt til ansigt med Skatteministeriet og Kammeradvokaten i retten.

Domstolene er ifølge de to professorer som udgangspunkt tilbageholdende med at udfordre staten.

»Staten kommer med en vis troværdighed og et stort vidensoverskud. Det er en indarbejdet del af dommerjobbet, at man i vidt omfang har respekt for myndighedernes skøn,« siger Michael Gøtze.

»Hvis det ser fornuftigt ud, så giver man medhold. Der skal virkelig noget til, før at en domstol vil gøre sig klogere end en myndighed,« siger han.

Ifølge Michael Gøtze gælder den tankegang især skattemyndigheder.

»Kammeradvokaten inviterer helt standardmæssigt i retten også til, at domstolen klapper hesten og tager den forsigtige vej, hvad der er til myndighedens fordel,« siger Michael Gøtze.

Hvor langt domstolene kan være villige til at gå, illustrerer en skattesag, som Berlingske omtalte i 2021.

Skat havde truffet en afgørelse med tilbagevirkende kraft, og både ægteparrets og Skatteministeriets advokat var enige om, at afgørelsen »savnede lovhjemmel« og var ugyldig.

Alligevel nåede dommerne i Retten i Svendborg frem til, at afgørelsen var gyldig. Dommerne begrundede det med, at det offentlige må formodes at træffe »mangelfri« afgørelser.

»Borgeren er oftest bagud fra start«

Ifølge Frederik Waage er »det meget op ad bakke« for borgerne i retten i skattesager, fordi der typisk ligger en afgørelse fra skattemyndighederne og Landsskatteretten.

Han peger på, at mens få dommere har en skattefaglig baggrund, så er det tilfældet for dommerne i Landsskatteretten

Derfor er det ifølge Frederik Waage »meget naturligt, at der skal noget til, før at man som almindelig dommer vælter deres afgørelse«, og det betyder, at man som borger »er bagud på point«.

»Det er en af de væsentligste årsager til, at borgerne i så stort omfang taber til Skatteministeriet,« siger Frederik Waage.

Ifølge Frederik Waage skaber dommernes manglende ekspertise på skatteområdet et afhængighedsforhold til Kammeradvokaten.

Det skyldes, forklarer han, at dommerne i skattesager i høj grad støtter sig til Kammeradvokatens processkrifter, fordi de er så gennemarbejdede.

»Min erfaring fra domsskrivning i landsretten var, at Kammeradvokatens indlæg ofte var afgørende for, at man overhovedet kunne skrive en ordentlig dom,« siger han og tilføjer.

»Dermed ikke sagt, at det er umuligt for borgeren at trænge igennem med argumenter. Borgeren er oftest bare bagud fra start.«

Frederik Waage var i en periode landsdommer i Østre Landsret. Herfra lyder det fra landsretspræsident Carsten Kristian Vollmer:

»Jeg er ikke bekendt med, hvor mange skattesager Frederik Waage deltog i, da han var konstitueret som dommer her ved landsretten i en periode tilbage i 2022/2023. Jeg kan imidlertid på ingen måde genkende Frederik Waages beskrivelse af domsskrivningen i landsretten eller hans udsagn om, at borgerne er bagud fra start i skattesagerne. Analysen er efter min opfattelse forkert,« skriver hun.

Kan være gift for borgerne

Ifølge Michael Gøtze er Skatteministeriet formentlig den myndighed, som det er sværest at vinde over.

Særligt i byretten, hvor hovedparten af skattesagerne starter – og for en stor dels vedkommende – også slutter.

»En mere strukturel forklaring kan være, at sagerne oftest begynder i byretterne. De er travle, og de er generalister. De skal kunne det hele.«

»Kombinationen af, at staten har en meget stærk advokat i form af Kammeradvokaten, og at byretterne skal håndtere alle slags sager, kan godt være gift for borgerne,« siger Michael Gøtze.

I 2021 viste en optælling, at Skatteministeriet siden 2014 havde vundet over borgerne i 89 procent af byretssagerne.

Advokatrådets skatteudvalg foreslog derfor, at skattesager samles på få byretter for at få »et skattefagligt miljø«.

»En forkert og forsimplet analyse«

Dommerforeningens formand, Mette Lyster Knudsen, er »på ingen måde enig i, at der skabes et afhængighedsforhold til Kammeradvokaten«.

Hun kan ikke genkende hverken beskrivelsen af betydningen af Kammeradvokatens indlæg i sagerne, eller at sagernes udfald i byretterne skulle have sammenhæng med travlhed eller det forhold, at danske dommere som udgangspunkt er generalister.

Hun kalder det »en forkert og forsimplet analyse« og peger på, at borgeren typisk også er repræsenteret af en advokat med speciale i skattesager.

Den manglende specialisering er ifølge Mette Lyster »ikke uden videre udtryk for, at afgørelserne er forkerte, eller at man ville få andre afgørelser, hvis der var tale om en højere grad af specialisering.«

Netop specialisering er et tema for det såkaldte strukturudvalg, hvor blandt andet Advokatrådet er repræsenteret, påpeger hun.

»Jeg vil derfor tage diskussionen om specialisering i udvalget,« skriver Mette Lyster Knudsen.

»Hvis man ønsker at pelse skatteborgerne«

Ekspertgruppen, der sidste år kom med en række anbefalinger til et muligt opgør med kammeradvokatordningen, nævner blandt risikofaktorerne, at den høje medholdsprocent til Skatteministeriet kan falde.

Det kan udløse et provenutab for staten, hvis niveauet af den juridiske bistand falder ved en udskiftning af Kammeradvokaten med et andet advokatfirma, eller hvis statens selv skal gå i retten.

»Det vil jeg se som noget positivt (altså et tab af provenu, red.),« siger Karsten Lauritzen.

»Hvis man ønsker et samfund, hvor man pelser skatteborgerne, kan der godt være en business case for staten i at hyre advokater – også i større omfang, end man gør i dag. Men man får et samfund, hvor man undergraver tilliden til sig selv, hvis man bøjer sig ned efter den sidste femogtyveøre.«

Han mener, at Skatteministeriet skal hjemtage – altså overtage – en væsentlig del af sagsførelsen ved domstolene fra Kammeradvokaten, frem for at give opgaven til et andet privat advokatfirma.

Det ville – set med hans øjne – formentlig kunne ændre medholdsprocenten i borgernes favør.

»Uanset hvilken ekstern advokat, staten måtte hyre til at føre sine skattesager, kommer der jo et kommercielt hensyn i deres juridiske vurdering. Det kommercielle hensyn ville man ikke have, hvis man selv førte sagerne,« siger Karsten Lauritzen.

»En grov anklage«

Hos Kammeradvokaten svarer managing partner, Jens Bødtcher-Hansen, kontant igen på kritikken.

I en e-mail skriver han, at det »ikke handler om at pelse nogen, men om at sikre, at ingen slipper billigere end andre til skade for fællesskabet«.

»Den høje medholdsprocent vidner netop om, at skattekravene har været berettigede. Ville det ikke være mere retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, hvis Skatteministeriet tabte alle deres sager,« skriver Jens Bødtcher-Hansen.

Han kalder det »en grov anklage« mod Kammeradvokaten og advokatfirmaer, at de tager »kommercielle hensyn i sagsførelsen«.

»Det strider imod de pligter, vi som advokater har til at være loyale og sandfærdige overfor klienten, når vi vurderer, om klienten kan få medhold eller ej. Denne rådgivning må netop ikke bero på, om advokaten kan tjene penge på det, sådan som Karsten Lauritzens udtalelse vel må forstås,« skriver Jens Bødtcher-Hansen.

Flere skatteborgere stævner ministeriet

Trods de pauvre udsigter til at gå af med sejren, hvis man trækker Skatteministeriet i retten, er der ikke desto mindre et voksende antal skatteborgere, der gør forsøget.

I 2024 stævnede over 450 borgere eller virksomheder Skatteministeriet. Det er 60 procent flere end i 2021, viser tal fra Skatteministeriet.

At skatteborgerne overhovedet ulejliger sig med at trække Skatteministeriet i retten, tilskriver juraprofessor Frederik Waage navnlig den ordning for omkostningsgodtgørelse, der er i skattesager.

Det betyder, at borgerne får dækket halvdelen af deres advokatudgifter, hvis de taber.

Dermed er de stillet bedre end i sager, hvor borgeren har fået fri proces.

Michael Gøtze har et andet bud på, hvorfor flere skatteborgere går rettens vej for at forsøge at få ret.

»Det kan skyldes, at tilliden til skattemyndighederne er dalende. Bare se på ejendomsvurderingerne. Man sidder tilbage med et billede af, at der bliver begået noget ordentlige skæverter. Skat betyder meget for mange borgere, og føler man sig uretfærdigt behandlet, så man tager kampen op,« siger Michael Gøtze.

Berlingske har forelagt kritikken for Skatteministeriet. Ministeren har på grund af ferie ikke mulighed for at kommentere kritikken.

Fra jorden kunne man ikke se det.

Men da det elektrisk drevne fly torsdag for første gang landede i Københavns Lufthavn, var det med en særlig gestus, tegnet under maskinen fra den amerikanske producent, Beta Technologies.

Et lille hjerte. 

Adspurgt, om hjertet havde nogen relation til Donald Trump og relationen mellem EU og USA, svarede selskabets omsætningsdirektør, Shawn Hall:

»Det er ment som en gestus til hele Europa om, at vi er glade for at være her«.

Selvom de kommer fra USA, kommer de med fred – må man forstå. 

Det foregik altså med fred og fordragelighed og uden den – for nogle – grimme lugt af brændstof, da det lille testfly, let som en fjer, landede ved Wilhelm Lauritzen-terminalen i Københavns Lufthavn. 

Ingen larmende flymotorer – kun en lille propel og et opladet batteri havde drevet flyet fra Sønderborg til København, hvor flyentusiaster og andre interesserede var mødt op.

»Det er ganske småt – kun med fem sæder, men det er ikke svært at se for sig, at det pludselig kommer med 60 sæder,« sagde den administrerende direktør for Københavns Lufthavn, Christian Poulsen, der, synligt begejstret over det lille fly, efter eget udsagn har »kigget ind i fremtiden«. 

Ambitioner med lange udsigter

Inden det var nået til København, havde det været på en eldrevet rejse gennem Europa. Sidste stop inden København var i Sønderborg. 

Således havde det fløjet 200 kilometer i ét stræk og skulle ende i Norge, der er væsentligt længere fremme med satsningen på emissionsfrie fly. Her skal det indgå i testflyvninger mellem Stavanger og Bergen for CO₂-frie fly.

Det var da heller ikke kun værten selv, altså Københavns Lufthavn med Christian Poulsen i spidsen, der var begejstret over besøget fra USA.

Også transportminister Thomas Danielsen (V) havde fundet tid. Ifølge ham er det eldrevne fly en »potentielt lille revolution« for den måde, vi rejser på i Danmark.

»Jeg tror på elfly, mere, end mange andre gør. Jeg har fulgt det i nogle år nu, og jeg kan se, at det i hvert fald rummer potentiale for noget, der er meget stort. De koster jo stort set ingenting at flyve med. Og helt lavpraktisk, hvorfor skulle elfly ikke overraske positivt, ligesom elbiler og ellastbiler?,« lød det.

Ifølge ministeren har elflyet, der blev fremvist torsdag, en timepris på omkring 17 dollar – eller 108 kroner – for opladning, mens brændstofprisen for et traditionelt fly er 350 dollar – svarende til 2230 kroner.

Adspurgt, hvorfor man med den store begejstring ikke har indskrevet visionerne for de elektriske fly i regeringens grønne luftfartsplan fra 2023, sagde Thomas Danielsen:

»Det vil ikke rigtig give mening at lave udbud til noget, der ikke er kommercielt godkendt, men det skal helt sikkert være med elfly for øje i næste rul. Vi er optaget af nulemissionsflyvninger og ikke så meget af, hvilken teknologi, det er«.

I 2023 indgik regeringen sammen med SF og Enhedslisten aftalen Grøn luftfart. Ambitionen var, at der i 2025 skulle oprettes en indenrigsrute med et fly, der udelukkende fløj på grønt brændstof.

Desuden skal al indenrigsflyvning efter planen være med bæredygtig brændstof inden 2030.

Finansieringen sker gennem passagerafgiften, der har været gældende fra 1. januar i år. 

Det har imidlertid været sværere end som så at få de nødvendige tilladelser til at flyve udelukkende på det grønne brændstof. Derfor så aftalepartierne i foråret sig nødsaget til at skrotte planerne og lave en ny: To fly med 50 procent grønt brændstof. 

Ræsonnementet er, at to fly på 50 procent grønt brændstof udgør den samme klimabesparelse som ét fly på 100 procent grønt brændstof. Både brændstoffet og ræsonnementet er imidlertid blevet kritiseret fra flere sider. 

Indtil videre er flyene stadig i udbud og vil være det frem til 2026 – med mulighed for forlængelse til 2027, hvis ingen springer på.

Næste trin i regeringens grønne luftfartsaftale kommer ifølge ministeren engang i 2027. Han vil dog ikke låse sig fast på, at elektriske fly vil være en del af dette trin.

Til gengæld underskrev han sammen med Sverige og Norge i 2024 en hensigtserklæring om at fremme udviklingen af elektriske fly i Norden. 

Golfudstyr og patienter

Der kan således stadig være lange udsigter til, at man som passager kan sætte sig i et elektrisk fly magen til testversionen fra Beta Technologies og flyve fra København til Bornholm.

Alligevel ser Shawn Hall allerede for sig, hvem det er, der skal gøre brug af den endelige version af flyet, magen til det på landingsbanen i København.

»Den her version er ment til at blive solgt til andre virksomheder. Vores eksempel på kunder er UPS, der vil bruge det til logistik- og fragtløsninger. Vi har også medicinske kunder, som dybest set bruger det som en erstatning for helikoptere. Så bruger de den til at bringe patienter til hospitalet,« forklarer han.

Denne version af flyet kan transportere lidt over 560 kilo gods, og derfor vil der i passagerversionen af flyet med to ekstra store vinduer på siden også være plads til golfudstyr, ski »og hvad man ellers tager med sig«, lyder det fra Shawn Hall.

Således markerede dagen de store ambitioner mellem allierede i kampen mod emissioner. 

Hvad elflyet mere bærer med sig ud over det symbolske hjerte, må tiden vise.

9,9 milliarder kroner. 

Så meget kostede nye EU-regler danske virksomheder sidste år. Nu vil erhvervsminister Morten Bødskov (S) stoppe de blinde og ukendte regninger fra EU med en ny metode, der skal ændre hele EUs måde at lave regler på.

Et tre sider langt dokument, som hidtil mest har cirkuleret mellem regeringerne i København, Warszawa og Nicosia, er udset til at være den danske regerings hemmelige våben mod ny byrdefuld EU-regulering under det danske EU-formandskab.

Og hvis det står til erhvervsministeren, så skal aftalen mellem den polske, danske og cypriotiske regering, forvandles til fast praksis ved al ny regulering fra EU, som påvirker virksomheder eller forbrugere. 

Der mangler ikke eksempler. 

Den bæredygtighedsrapport, som også er gået under forkortelsen CSRD, havde, indtil EU for nogle måneder siden begyndte at pille den fra hinanden, engangsomkostninger for danske virksomheder på i alt 10,5 milliarder kroner og årlige omkostninger på 7,5 milliarder kroner.

EUs datalovgivning, som er lidt ældre, med den mere kendte forkortelse gdpr koster ifølge analyser fra Dansk Industri de danske virksomheder mellem 5 og 11 milliarder kroner årligt.

»Vi er nødt til at få fat om den tiger. Der er kun en vej, og det er at indføre en ny metode til at håndtere spørgsmålet om de økonomiske konsekvenser af EUs regler og love,« siger erhvervsminister Morten Bødskov, som i disse dage er i Bruxelles som en del af Danmarks formandskab for EU, hvor han deltager i både parlamentshøringer og en stribe andre møder for at få sat gang i arbejdet under det danske formandskab.

Det er på torsdag, at Bødskov for alvor vil begynde arbejdet med at forvandle det papir, som EUs tidligere formandskab Polen, EUs nuværende danske EU-formandskab og det kommende cypriotiske formandskab står bag, til håndfast praksis i EU – også på længere sigt

Draghi-rapport og Omnibus baner vejen

Dokumentet vokser direkte ud af Draghi-rapporten fra september sidste år, hvor den tidligere italienske premierminister og tidligere ECB-chef Mario Draghi præsenterede en dyster analyse af EUs økonomiske fremtid.

Under kommissionsformand Ursula von der Leyen er Draghi-rapporten siden forvandlet til en ambitiøs og omfattende europæisk handlingsplan, den såkaldte Omnibus, der skal få EU-reglerne til at fungere langt bedre og markant styrke EUs konkurrenceevne. 

Målet med papiret fra Bødskov og hans polske og cypriotiske kolleger er netop eksplicit både at reducere byrder og at øge EUs konkurrenceevne i tråd med Draghi-rapporten.

Blandt de konkrete forslag i papiret fra Bødskov og hans kolleger er, at Europa-Kommissionen i langt højere grad skal foretage nationale analyser af omkostningerne ved EU-lovgivning frem for som i dag kun at se på, hvad reguleringen koster på tværs af EU. 

I Danmark var det Erhvervsstyrelsen og altså ikke EU, som stod bag analysen af omkostningerne ved bæredygtighedsrapporteringen, mens det især har været interesseorganisationer som Dansk Industri og Dansk Erhverv, der har forsøgt at regne på konsekvenserne af eksempelvis datalovgivningen.

Papiret lægger desuden op til, at det europæiske konkurrenceevneråd, COMPET, og dets forskellige arbejdsgrupper får mere end en halv dag til at vurdere ny EU-lovgivning, ligesom dokumentet vil have de erhvervsøkonomiske beregninger opdateret senere i EUs lovgivningsproces.

De tre regeringer, som også kaldes EUs rullende formandskab, ønsker med det fælles dokument også at øge antallet af konsekvensberegninger fra Europa-Kommissionen, og at Kommissionen skal forklare sig, hvis der fra konkurrenceevnerådet rejses kritik af manglende beregninger. 

Desuden rejses der krav om erhvervsøkonomiske konsekvensberegninger, når EU-lovgivning ændres væsentligt. Det kommer heller ikke automatisk i dag. 

»Det er afgørende, at vi laver om i vores måde at gøre tingene på. I dag kan vi se, at når vi modtager et forslag fra Kommissionen, er det kun halvdelen af dem, hvor der er lavet erhvervsøkonomiske vurderinger. Derfor er det ikke for meget at bede om, at lovgivningen bliver vurderet i detaljen. Vurderingerne skal også være meget mere præcise,« siger Morten Bødskov.

At bede Europa-Kommissionen om at lave skøn for de nationale omkostninger af europæisk lovgivning er naturligvis at bede om, at det europæiske bureaukrati vokser sig større. Her ligger ironien.

Heroverfor står hensynet til, at konsekvenserne af europæisk lovgivning bliver langt tydeligere for de nationale politiske systemer, borgerne og virksomhederne. 

Først den ene vej og så den anden vej

I tilfældet med bæredygtighedsrapporten blev CSRD-direktivet oprindelig endelig vedtaget i 2023, og så i 2025 trykkede EU på panikknappen i lyset af kritikken fra erhvervslivet og Draghi-rapporten. At EU-landene så i øvrigt gennemfører direktiver i et forskelligt tempo, så nogen lande som Danmark har betalt startomkostningerne ved bæredygtighedsrapporteringen, mens andre ikke har, gør bare hele situationen endnu mere uholdbar.

Morten Bødskov siger i dag, at den danske regering skal stræbe efter at implementere EU-love på en måde, så virksomhederne kan håndtere omkostningerne.

»Vores klare udgangspunkt er minimumsimplementering. Det nye er, at vi på nogle områder, for at være helt ærlig, tager høvlen frem og skærer ned på byrderne fra selve EU-reguleringen. Starten på det var, at et bredt flertal i folketinget i april udskød bæredygtighedsrapporteringen for op mod 2.000 virksomheder med to år,« siger Morten Bødskov. 

Erhvervsministeriet præsenterede kort før sommerferien en redegørelse om udviklingen i de byrder, som dansk og europæisk lovgivning påfører virksomhederne. 

Redegørelsen viste, at erhvervslivet blev pålagt ekstra byrder for 9,9 milliarder kroner alene i 2024, især som en konsekvens af bæredygtighedsrapporteringen. EU-reguleringen udgjorde 9,7 milliarder kroner eller knap 98 procent af de nye byrder, omend det naturligvis hører med til historien, at den danske regering oftest har støttet og stemt for den lovgivning, som rammer Danmark fra EU.

Dansk Industri (DI) hilser naturligvis indholdet i dokumentet fra Polen, Danmark og Cypern velkommen, men rejser samtidig en advarende pegefinger.

Går regeringen langt nok?

»Byrderne på erhvervslivet er et reelt problem. Det er godt, at vi går fra skåltaler om byrder og bureaukrati til, at vi indser, at det er et alvorligt problem,« siger Emil Fannike Kiær, som er erhvervs- og medlemsdirektør i DI.

»Skal man være kritisk over for indholdet af papiret, så er det, at det igen er hensigter og erklæringer. Det, der er brug for, er, at der handles i forhold til den konkrete lovgivning. Det er også det, der er svært politisk,« siger Emil Fannike Kiær, som slår fast, at det er et vigtigt fremskridt, at der bliver udarbejdet bedre konsekvensberegninger af EU-lovgivning. 

En ny metode, som skal kaste lys over, hvordan konsekvenserne for forbrugere og virksomheder af dyr EU-regulering, er altså ifølge erhvervsorganisationen et fremskridt. 

Men allerede her kan debatten starte om, hvorvidt Bødskov og den danske regering går tilstrækkelig langt.

I en høring i Europa-Parlamentet tirsdag sagde Morten Bødskov, at han støtter forenkling, men ikke deregulering. Kernen i det synspunkt er, at eksempelvis bæredygtighedsreguleringen og dataforordningen ikke skal fjernes, men blot forenkles. I praksis kan det imidlertid være svært at sige, hvornår noget er forenkling og noget er deregulering. 

Christian Frigast, som både er formand for kapitalfonden Axcel, formand for Erhvervslivets Tænketank, og som var formand for regeringsarbejdet med at forenkle erhvervsstøtten, efterlyser stærkere sammenhæng mellem EUs mål og EUs lovgivning:

»Nye regler skal ikke kompromittere EUs overordnede strategiske prioriteter, såsom at styrke europæisk konkurrenceevne. Hvis de gør, må de genovervejes,« mener Frigast.

I sidste uge præsenterede den organisation, der fastsætter antallet af bæredygtighedsmål, som virksomhederne skal rapportere om i deres regnskaber, deres forslag til en revision af CSRD. Oplægget er at skære cirka 66 procent i de over 1.100 datapunkter, som virksomhederne har skullet rapportere om i deres regnskaber. 

»Jeg ser udspillet som forventet – og i den positive ende – i forhold til den markante frasortering og i forhold til mere fokus på koblingen til forretningen. Jeg forventede, at reduktionen ville blive i stil med erhvervsministerens anbefaling til EU om at reducere antallet af datapunkter med 50-75 procent,« siger Christina Kjær, forskningschef i Erhvervslivet Tænketank, som har fulgt arbejdet med udrulningen af bæredygtighedsrapporteringen tæt.

Ministerens budskab om at stå fast på simplificering frem for deregulering må på den måde fortolkes som delvis ideologisk. Alligevel er ministeren under angreb.

Henrik Dahl (LA), som er medlem af Europa-Parlamentet for Liberal Alliance, er ligesom Dansk Industri meget tilfreds med, at det danske EU-formandskab har til hensigt at reducere bureaukrati og bøvl for virksomhederne.

Derfor undrer det Henrik Dahl, at den danske regering mener, at det direktiv, som fra 2028 eller 2029 skal sikre, at virksomhederne ikke bare rapporterer om bæredygtighed, men også forbedrer sig, skal fredes. Direktivet med den indviklede forkortelse CSDDD ønsker både den tyske og franske regering at droppe, men altså ikke Danmark.

»Direktivet, sammen med øvrige rapporteringskrav og krav om tidsregistrering, vurderes at kunne koste Danmark op mod 30 milliarder kroner i BNP årligt fra 2030. Så mit spørgsmål er: Hvorfor ønsker regeringen at frede CSDDD?« siger Henrik Dahl.

»Generelt har regeringen, i mine øjne, sået meget tvivl om, hvor ambitiøs den egentlig vil være på det her område. For før formandskabet sagde Marie Bjerre, at den ville deregulere. I dag hører vi Bødskov understrege, at der blot er tale om simplificering af de eksisterende regler. Det er ikke ligefrem klar tale på så vigtigt et spørgsmål,« siger Henrik Dahl.

Erhvervsminister Morten Bødskov svarer Henrik Dahl, at CSDDD ikke er trådt i kraft endnu, men først træder i kraft om nogle år.

»Vi kommer til at simplificere det. CSDDD-direktivet er ikke undtaget fra debat. Vi må omvendt huske, at vi gerne vil have ansvarlige virksomheder. Men det skal være mere simpelt og mindre i omfang, ligesom vi skal tænke hele arbejdet langt mere digitalt,« siger Morten Bødskov, som slår fast, at der skal ryddes op, men at alt ikke skal rives op fra rode.

»Min pointe er alene den, at simplificering ikke er deregulering. Jeg mener, at målet om, at vi har ansvarlige virksomheder, som tager lønmodtager-, arbejdsgiver- og menneskerettigheder alvorligt, er værd at fastholde. Det er vigtigt, at vi har virksomheder, som vil i front. Det, der er kernen i mit arbejde, er vejen til at nå målene. Det skal være meget lettere at håndtere,« siger ministeren.

Vivino er med egne ord verdens største onlinevinmarked. Virksomheden er især kendt for, at man med et snuptag i lommen kan finde virksomhedens app frem og scanne den vin i supermarkedet, man overvejer at købe.

Men desværre for folkene bag genererer virksomheden ikke overskud endnu. Sidste år bogførte Vivino ApS et underskud på cirka 27 millioner.

Det var dog en markant forbedring i forhold til året før, hvor virksomheden blødte knap 65 millioner kroner.

Og måske netop derfor har rigmanden Klaus Eldrup-Jørgensen nu fået øjnene op for den danske forretning, som beskæftiger 300 mennesker på verdensplan.

Han har således oprettet selskabet Caveau ApS sammen med sin partner Mads Munkholt Ditlevsen, og de to vil nu investere 100 millioner kroner i Vivino, skriver Finans.

»Vivino har et fantastisk godt brand og produkt. Den strategi, der er lagt nu, ser rigtig fornuftig ud. Derfor synes jeg, at det er et godt tidspunkt at investere i selskabet nu,« siger Klaus Eldrup-Jørgensen til mediet.

Klaus Eldrup-Jørgensen er ifølge Økonomisk Ugebrev Danmarks 36. rigeste, og han havde i 2024 en formue på 5,6 milliarder.

Selv ejer han lagt størstedelen af det selskab, som nu vil investere i Vivino, der i 2024 havde en negativ egenkapital på næsten 380 millioner.

Rigmanden er især kendt for sammen med sin bror at stå bag virksomheden Trackman med sin bror Morten Eldrup-Jørgensen. Virksomheden, som sidste år tjente 417 millioner kroner, står bag et radarsystem, der primært bruges til golf.

Nogle af landets største podcastsucceser gemmer sig bag Podimos betalingsmur. Mads Steffensens monopol »Mads og A-holdet«, Maria Jencels »112 for knuste hjerter« og Ditte Okmans sladdermagasin »Det, vi taler om«.

Men til denne dag er det endnu ikke lykkedes Podimo at skabe sorte tal på bundlinjen, og det sætter et netop offentliggjort regnskab to streger under.

Det skriver Mediawatch, som kan fortælle, at Podimos underskud er vokset 34 procent fra 2023 til 2024, hvor det nu lyder på 473 millioner kroner efter skat.

Det er dermed podcast- og lydbogstjenestens hidtil største underskud, som i løbet af alle fem regnskabsår er løbet op i 1,3 milliarder kroner.

Indholdsdirektør, Nikolaj Koppel, sagde i februar til Mediawatch, at han forventer, at Podimo tjener penge på alle sine markeder i begyndelsen af 2026. 

Podimo har siden stiftelsen i 2019 fået store investeringer fra blandt andet investeringsfondene 83North og Heartcore Capital samt Augustinus Fonden.

Investeringerne er løbet op i mere end halvanden milliard kroner.

Så sent som i maj skrev Mediawatch, at Podimo endnu en gang fik skudt mere kapital i virksomheden – omkring 15 millioner kroner. Man ville dog ikke ud med, hvem af de eksisterende aktionærer, der havde investeret yderligere.

Helt med vilje

Podimo producerer originalt indhold, ligesom de distribuerer podcast og lydbøger, andre har lavet.

Forretningsmodellen minder om Netflix, hvor brugerne betaler for at få adgang til en bred vifte af indhold.

Øverst på listen over populære programmer ligger blandt andre samtalepodcasten »Her går det godt« med Esben Bjerre og Peter Falktoft samt kriminalmagasinet »Panser« med tidligere narkobetjent René Dahl Andersen og journalist Peter Graae.

Selvom regnskabet viser underskud, er det ikke længe siden, at Podimo kunne fejre en milepæl, man i virksomheden havde arbejdet frem mod længe.

Én million betalende abonnenter på tværs af Podimos syv markeder.

Den danske virksomhed er til stede i Mexico, Finland, Tyskland, Norge, Spanien og Holland.

Så sent som i februar forklarede administrerende direktør, Morten Strunge, at der ikke var panik på Podimo over de røde tal på bundlinjen.

»Vores forretningsmodel har været, at vi ville levere et stort udbud af kvalitet fra dag ét på alle markeder. Det indebærer nogle relativt hårde omkostninger i etableringsfasen, så profitabiliteten kommer efterfølgende,« sagde Morten Strunge.

Her forklarede han også, at Podimo med stor sandsynlighed måtte ud at hente flere investeringer – for at øge væksten, ikke for at overleve.

Dengang fortalte Morten Strunge til Børsen, at det ikke har været planen at opnå en stor abonnentskare for derefter at sælge Podimo videre, som iværksætteren flere gange har gjort det med teleselskaber.

»Vi har heller ikke nogle aktuelle planer om at sælge. Personligt drømmer jeg mere om en børsnotering. Men vi har jo aktionærer i ejerkredsen, som på et eller andet tidspunkt skal have et afkast på deres investering.«

Er det noget, I kan love jeres aktionærer i den nærmeste fremtid?

»Nej, det har de heller ikke bedt om. Aktionærerne er glade, det har de vist igen og igen ved fortsat at investere i os. Og vi har leveret i forhold til de målsætninger, vi har haft,« sagde han.

»Ja …« siger André Rogaczewski med en undren i stemmen. Som om spørgsmålet sætter gang i en mindre selvransagelse.

Normalt falder svarene fra Netcompany-stifteren ellers prompte, og de ebber ofte ud i noget med behovet for banebrydende digitale løsninger.

Men på spørgsmålet om, hvorfor den børsnoterede danske techvirksomhed egentlig har valgt at være et europæisk selskab, skal han tænke sig om.

»Det er en 25 år gammel virksomhed, og hvis du spørger, hvorfor vi ikke tog til USA, da vi rundede 80 mennesker, så ved jeg det da ved gud heller ikke,« siger han og slår en latter op helt nede fra mellemgulvet.

»Så tror jeg, vi havde været lidt større, end vi er i dag.«

At det ikke er sådan, handler nok lige dele om tilfældighed og stædighed, forklarer André Rogaczewski. Men han fortryder ikke noget.

»Jeg vil kæmpe for Europa, og det er faktisk muligt. Jeg elsker det her kontinent og det her land. Prøv lige at se dig omkring …«

Den 57-årige topchef sidder solbrun med nedknappet skjorte og misser med øjnene foran en solbeskinnet café på en propfyldt Allinge Havn.

Interviewet, der finder sted under årets folkemøde på Bornholm, kredser om samme emne – der også tydeligt er blevet den største dagsorden på Folkemødet:

Hvordan danske virksomheder skal navigere i den nye geopolitiske usikkerhed, der er blevet virkeligheden efter det transatlantiske tillidsbrud.

For Donald Trumps handelskrig har skabt enorm utryghed omkring Danmarks største handelspartner i en tid, hvor EU i forvejen halter gevaldigt efter stormagterne USA og Kina på konkurrenceevnen.

Men den dystre situation rummer faktisk muligheder for en virksomhed som Netcompany, siger André Rogaczewski.

Det skyldes særligt, at den store afhængighed af amerikansk Big Tech har skabt bekymringer i Bruxelles og omegn.

»Selvfølgelig skaber situationen muligheder for os. Vi er en europæisk virksomhed med en europæisk strategi, og for os er det en god ting, at Europa vil digitalisere yderligere og komme frem i det kapløb.«

André Rogaczewski drømmer om at gøre Netcompany til en europæisk techgigant.

Men vejen, han skitserer, er langtfra snorlige.

Tiden for europæiske techgiganter?

Selvom Danmark hurtigt kan blive en lille lus, når giganterne bekriger hinanden med handelsbarrierer, er André Rogaczewski grundlæggende fortrøstningsfuld på virksomhedernes vegne.

Som kloge hoveder har påpeget, går virksomheder og stater formentlig en tid i møde med skærpede interessesfærer og en mere transaktionel, noget-for-noget økonomi.

»Dét tror jeg faktisk, at mange danske virksomheder – selvom at, hey, det er ikke nemt – er bedre forberedt på, end vi tror.«

Hvad baserer du det på?

»Vi er en nation, der har været gode til at forarbejde og berige ting. Samle og sende videre. Vi har været kreative og gode handelsfolk. Når noget forandrer sig, og ting bliver dyrere, så flytter danske virksomheder produktion og marked. Vi er fleksible og hurtige.«

Men ifølge André Rogaczewski er der særligt ét område – som selvsagt ligger ham på sinde – hvor Danmark, og Europa, er langt bagud, og hvor disse ellers flatterende karakteristika om dansk erhvervsliv kommer til kort.

»Vi har set, at de teknologisk mest innovative vinder. Her har amerikanerne været førende, og kineserne har indhentet dem. Men i Europa har vi bare anvendt teknologi. Vi skal sætte os i førersædet nu, og vi har travlt.«

Som udlagt i den næsten skamciterede Draghi-rapport om EUs konkurrenceevne skyldes efterslæbet over for USA også i allerhøjeste grad forskellen i teknologisk innovation.

Kløften er altovervejende opstået på grund af den håndfuld amerikanske techgiganter, der på få årtier har sat sig på snart sagt hele markedet.

»Og vi er nødt til at skabe vores egne techgiganter nu,« siger André Rogaczewski.

Samme sted som for 20 år siden

Med et driftsoverskud på lidt over én milliard kroner og knap 8.000 ansatte er der endnu langt fra Netcompany til Microsoft’erne i denne verden (Microsoft har et driftsoverskud på godt 700 milliarder kroner og 230.000 ansatte).

Men vinduet for at skabe reel europæisk konkurrence er der, mener André Rogaczewski.

»Europa er bagud på ai, teknologisk infrastruktur og cloud (internetbaserede it-løsninger såsom opbevaring af data, red.). Skal vi have større datacentre? Ja. Skal vi have gigantiske ai-factories? Ja. Det har politikerne også fundet ud af,« siger han.

Herfra bliver en række ting afgørende i forhold til, hvorvidt Europa kan lykkes, må man forstå på topchefen.

Noget handler om virksomhederne selv. Noget andet om samspillet med det politiske system – og dermed om udviklingen af de famøse rammevilkår.

»Vi halter gevaldigt bagefter på applikationssiden, og det er den, der kommer til at afgøre ai-ræset. For i forhold til kunstig intelligens står vi nu samme sted, som vi gjorde med internettet for 20 år siden, hvor Airbnb og Uber ikke var opfundet.«

Sagt med andre ord skal europæiske techvirksomheder som Netcompany være dem, der finder på de hverdagsløsninger, der bringer den kunstige intelligens i spil.

En mission, der langtfra er nem, og som derfor også ifølge André Rogaczewski kommer til at kræve en hel del fra lovgiverne.

Han henviser til, at Europa-Parlamentet sidste år vedtog den såkaldte kunstig intelligensforordning i et første forsøg på at indføre lovgivning på området.

»Når man gør det, skal det gå stærkt. Vi skal kunne leve op til den regulering på to-tre år, ikke ti. Det kræver et tæt samarbejde mellem dem, der regulerer, dem, der bygger, og dem, der bruger det,« siger André Rogaczewski.

»Ellers kommer nogen udefra og bygger det, mens vi sidder og diskuterer.«

En symptomatisk ansættelse

André Rogaczewski har set, hvordan grænserne mellem politik, forretning og den offentlige debat er smeltet en hel del mere sammen – og hvordan alting går markant hurtigere i dag end for år tilbage.

Det stiller også markant flere krav til virksomhederne – særligt på et så reguleret og komplekst marked som det europæiske.

»Vi tror, vi er et videnssamfund, fordi vi er en smule kreative. Det er ikke nok. Vi skal have dyb teknisk indsigt og samtidig forstå lovgivningen. Vi skal være tæt på der, hvor den nye teknologi og de nye juridiske rammer bliver skabt i Europa.«

Et oplagt spørgsmål er, om ikke den nylige ansættelse af den erfarne diplomat Ulrik Vestergaard Knudsen er udtryk for netop den ambition.

I februar ankom han på ryggen af seks år som vicegeneralsekretær i OECD, verdens største økonomiers mellemstatslige organisation, hvor han blandt andet var ansvarlig for digital og teknologisk transformation.

Ulrik Vestergaard Knudsen er således nu toplobbyist, formelt chief corporate affairs officer, i Netcompany.

»Der en europæisk politisk agenda, hvor vi skal præge europæerne i, hvad de politiske løsninger skal være. Der er den type kompetencer vigtige,« siger André Rogaczewski.

Han har et eksempel, der forklarer nødvendigheden af en mand som Ulrik Vestergaard Knudsen.

»I Tyskland er der 16 delstater med 16 lokale lovgivninger og en EU-lovgivning oveni, og de har ikke digital post. Det er en problemstilling, der skal løses på få år. Det kræver den slags kompetencer.«

Netcompany i Saudi-Arabien?

Selvom André Rogaczewski – måske særligt set i lyset af den seneste udvikling – ikke fortryder, at Netcompany i dag ikke står og skræver hen over Atlanten, betyder det ikke, at der ikke er ambitioner udenfor Europa.

For nylig var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) afsender på budskabet om, at Danmark, der ikke kan regne med USA som før, ikke kun har råd til at handle med lande, der deler vores værdier.

Derfor vil han og regeringen arbejde på at åbne døre til et marked som Saudi-Arabien, som også Dansk Industri for nylig argumenterede for et tættere samarbejde med – på trods af de ofte fremhævede etiske problematikker.

»Vi går ind i en mere transaktionel tidsalder, og der er jeg på linje med vores regering,« siger André Rogaczewski.

»Det er virkelig godt og rigtigt, at vi har vores europæiske værdier, som vi kæmper for hver dag. Men jeg er også nødt til at sige, at for store europæiske virksomheder handler det nu om at gøre sig relevante og tage markedsandele. Der skal vi ikke være for fine til at handle med nogen.«

I første omgang drømmer Netcompany dog om at blive en »europæisk techgigant«.

»Men nogle af de løsninger, vi laver, kan jo bruges alle steder i verden. Kan man argumentere mod, at digital post er en dårlig idé i noget som helst land? Nej, det kan man ikke. Måske er det en mere demokratiserende foranstaltning,« siger André Rogaczewski.

»Når man har gode danske løsninger, skal man da ikke kimse af at få dem solgt.«

Disse uger er for mange lig med ferie, sol og et afbræk fra jobbet. Sådan burde det i hvert fald være, lyder det fra to af landets største fagforeninger.

Men halvdelen af danskerne arbejder – frivilligt eller ufrivilligt – selvom de officielt har fri.

Det viser en undersøgelse foretaget af analysevirksomheden YouGov på vegne af rejsebureauet Spies.

Her svarer cirka hver femte, at de ofte må tage arbejdet med på ferie, mens det i alt er 51 procent af de adspurgte, der har arbejdet under en ferie.

Særligt i hovedstadsområdet er tendensen markant, hvor det er 64 procent af de adspurgte, der har arbejdet, på trods af at de havde fri.

Ud over selvstændige er det, ifølge undersøgelsen, funktionæransatte, som arbejder, selvom de er på ferie. Her lyder andelen på 69 procent.

Og det møder kritik fra fagforeningen Djøf, der mener, at det sætter medarbejdernes trivsel og arbejdsglæde på prøve.

»Helt generelt er det en uskik at arbejde, mens man har ferie. Men vi ved, at rigtig mange gør det alligevel. Man har brug for at holde fri,« siger Sara Vergo, der er formand for Djøf, og peger på, at særligt en ting er årsag til, at arbejdet tages med på ferie.

For det er ifølge Djøf ikke kun af lyst, at eksempelvis mailindbakken besvares fra haven, sommerhuset eller varme himmelstrøg.

»Mange gør det ud fra en opfattelse af, at der er en forventning om, at de skal stå til rådighed. Også selvom de holder ferie – og det er rigtig ærgerligt, for så har de jo ikke ferie,« siger Sara Vergo.

Overbelastning og dårlig trivsel

Hun fortæller, at fagforeningen selv har foretaget en lignende undersøgelse blandt medlemmerne.

Den viser blandt andet at, hver femte har svært ved at sætte grænser for, hvornår de er på arbejde, og hvornår de holder fri.

Og at jobtilfredsheden er lavere hos netop den gruppe, der står til rådighed, selvom kalenderen viser, at de har ferie. 

Hvad er konsekvenserne for eksempelvis jeres medlemmer, hvis de lader sig stå til rådighed ufrivilligt?

»Det er overbelastning. Vores medlemmer arbejder typisk mange timer i forvejen og på alle tider af døgnet og ugen. Så det at give hjernen ordentligt fri er virkelig vigtigt. Men det kan vi desværre se, at alt for få gør,« siger Sara Vergo.

I Djøfs undersøgelse svarer 38 procent, at deres arbejdsplads forventer, at de står til rådighed uden for »normal« arbejdstid.

For cirka to tredjedele af de medlemmer, som står meget til rådighed, har det en negativ indvirkning på deres trivsel, lyder det.

Og det er i sidste ende chefernes ansvar, hvis trivslen sættes over styr, lyder det fra Djøf.

»Der bør være nogle klare retningslinjer og aftaler om, hvornår arbejdsgiverne forventer, at medarbejderne står til rådighed, og hvordan de kompenseres,« siger Sara Vergo og anfører, at 75 procent af fagforeningens medlemmer fortæller, at der netop ikke er klare retningslinjer for, hvornår de skal stå til rådighed.

»Der ligger en stor ledelsesopgave i det her. Der skal sendes et signal om, at når man har ferie, betyder det, at man ikke skal arbejde,« siger Sara Vergo.

Chefer arbejder også i ferien

Også fagforeningen Lederne, der repræsenterer over 135.000 ledere, har undersøgt medlemmernes arbejdsvaner i ferierne.

Her bekræfter fagforeningens undersøgelse, at også et flertal af lederne vælger at arbejde, selvom de har ferie.

Eksempelvis svarer 68 procent af de adspurgte, at der svares på e-mail i ferierne, mens det kun er fem procent, der holder fri »uden at stå til rådighed«.

»Når man har ferie, skal man selvfølgelig forsøge at holde ferie. Det er jo hele formålet. Vi har alle sammen brug for restitution,« siger Kim Melander Jensen, der er politisk chef for arbejdsmiljø og arbejdsliv.

Hvis medarbejdere og ledere skal arbejde trods ellers aftalt ferie, bør der aftales rammer for, hvordan man som ansat skal stå til rådighed, lyder det fra Kim Melander Jensen.

I repræsenterer en del mennesker, som formentlig har ledelsesansvar. Du siger, at det er vigtigt at holde ferie, men har jeres medlemmer – som så heller ikke holder ferie – ikke et ansvar for at sørge for, at der bliver holdt ferie i deres organisation og blandt deres medarbejdere?

»Jo, absolut. Det er helt sikkert et ansvar for både arbejdsgivere og ledere at få planlagt sådan, at medarbejdere og ledere selv kan holde ferie, så man ikke behøver at skulle stå til rådighed, eller kun i helt særlige tilfælde. Vi har jo også en ferielov, som skal overholdes,« siger Kim Melander Jensen.

En ferielov, der blandt andet tilsiger, at arbejdstagere har ret til 15 dages sammenhængende ferie.

Man må selv sige fra

Spørger man erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, der repræsenterer en lang række arbejdsgivere, opfordres der ligeledes til, at medarbejdere »holder ferie, når man har ferie«.

Det fortæller Pernille Taarup, der er fagchef for HR og Ledelse.

»Det virker umiddelbart som høje tal, men det kommer an på, hvad der ligger bag. Det interessante er forventningsafstemningen, som man skal sikre som leder, så man ikke som medarbejder tror, man skal tjekke sin mail, hvis lederen ikke har den forventning,« siger hun.

Djøfs medlemmer oplever, at det er forventningen, og at der ikke forventningsafstemmes. Er det også jeres oplevelse?

»Det har vi ikke noget belæg for at sige. Vi har ikke nogen undersøgelser, der viser det, og hører det ikke fra vores medlemsvirksomheder.«

Men når både I og Djøf er enige om, at medarbejderne skal holde ferie, når de har ferie, er det så problematisk, hvis det ikke sker?

»Ja, men det interessante er at finde ud af, hvorfor man ikke holder ferie. Hvis ikke der er et udtalt ønske fra lederen om, at man er på, skal man også kunne sige fra som medarbejder. Det er den dialog, der skal være,« siger Pernille Taarup.

Også hos Dansk Industri finder man tallet »højt« og mener, at »ferie som udgangspunkt er ferie« – samt at der skal foreligge klare aftaler, hvis ansatte forventes at være tilgængelige.

Det skriver Pernille Tang Raschke, direktør for HR & Organisationsudvikling, i et skriftligt svar.

Adspurgt om, hvorvidt arbejde i ferien er problematisk, skriver hun:

»Jeg tror, resultatet er et udtryk for, hvor fleksibelt manges arbejde er blevet. Arbejde og fritid flyder mere og mere sammen, fordi arbejdspladserne i højere grad rummer en fleksibilitet, der for rigtig mange er til stor gavn, men som nu også lade til at flyde lidt ind i ferien.«